Trafikpolitik i Region Syddanmark
Regionens trafikpolitik skal især fokusere på forbedringer af den kollektive trafik. I alt for mange år er der ofret helt uforholdsmæssigt store midler på motorveje og vejprojekter.
Vejtrafikken skal nedbringes og folk skal bruge busser og tog meget mere. Derfor skal vejbyggerier udelukkende ske med henblik på at bygge omfartsveje, støjdæmpninger og at fjerne sorte ulykkespletter. Vejforbedringerne skal ikke kun finde sted i storbycentrene, men også yderområderne, hvor der kan være meget turisttrafik.
Jernbanenettet skal forbedres og der skal være dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens og mellem Tinglev og Padborg. Der skal også indføres timedrift til Esbjerg og Sønderborg. Desuden skal der også køre lyntog direkte herfra til København, eller der skal være mulighed for at skifte til lyntog i Fredericia eller Odense.Tog og busser skal passe langt bedre sammen end nu så ventetiden nedbringes.
Bustrafikken i regionen skal have tilstrækkelige midler til at fungere, det har den ikke nu. Derfor risikerer man desværre, at mange busruter, især i yderområderne, vil lukke med tiden. Det er en helt forkert udvikling, alt imens regeringen belønner den CO2-belastende biltrafik på enhver måden.
Regionen skal også lægge vægt på cyklismen, så folk bruger cyklen meget mere. Der skal opbygges cykelstier eller rutenet på sogneveje til cyklisterne, og meget gerne på tværs af kommunegrænserne.


Skriv en kommentar til dette indlæg: